tirsdag den 17. maj 2011

Smukke Galapagos, december 2006.

10. Galapagos


Surprice

Vi har lagt til ved en lille hyggelig by på en af de 2 øer på Galapagos som er beboede, Santa Cruz. Vi lagde til her til aften kl. 2000. Derfor kan jeg lige skrive lidt.

Det er simpelthen for vildt det her.

Vi stod tidligt op mandag morgen for vi ville blive hentet kl. 530. Der kom da også en minibus kl. 0625 og den hoppede vi gladeligt på. efter at have kørt 5 min spurgte Sofie ham om han kørte til indenrigs lufthavnen og om Gina, som oprindelig skulle have hentet os, ville være der. ups ups,  godt hun spurgte, for det var ikke vores bil, så tilbage igen. Der var en anden der havde bestilt den. Vi ventede yderligere 20 min. men vores bil kom ikke. Det viste sig at den allerede havde været der i de 5 min vi var væk, så vi skyndte os at praje en taxa og køre til lufthavnen. Gina var ingensteds at finde, så vi begyndte at blive lidt nervøse, for hun havde vores billetter. Men til sidst kom hun da og vi kunne roligt checke vores bagage ind.

Det var en 3 og en halv times flyvetur før vi landede på Galapagos. Vi var 8 passagerer der skulle med det gode skib Spondylus. Der var allerede 8 andre om bord, man kan bestille 4, 5 eller 8 dages ture.

Vi kørte ca. 15 min ned til den lille bugt hvor vores skib ventede på os.





Da vi steg af bussen og gik hen til det lille færgeleje hvor gummibåden skulle samle os op og sejle os ud til skibet, lå der søløver på hele den lille kaj. På jorden og sågar bænkene havde de indtaget, det var vildt og ved vandkanten lå et par leguaner, og pelikaner fløj om vore hoveder og nogle kæmpe fugle der hedder fregatfugle. Vi var ellevilde.





Vores værelse på båden er fantastisk. Det er nok det bedste vi har haft på hele vores tur. To store dejlige senge med rigtige dyner  ( ikke bare et tæppe og lagen) og hovedpude. Og badeværelset er stort med masser af varmt vand.

Et kæmpe område på øverste dæk, hvor vi hurtigt ku se at her ville vi tilbringe mange timer inde smurte i solcreme med en kølig drink...ha ha.



Men tingene er ikke altid som man tror.

Alt er meget strengt tilrettelagt. Disse første 3 dage har vi ikke slappet meget af. Vi flytter os fra ø til ø og sted til sted hele tiden. Om morgenen er der en tur som altid slutter på en strand, hvor vi snorkler, så bliver vi hentet af gummibåden igen, så vi kan komme tilbage til båden og spise frokost. Det er ikke tilladt at tage noget spiseligt med ind på øerne. Vi må heller ikke fjerne noget fra øerne, hverken planter, sten eller sand.



Den første eftermiddag blev vi sejlet ind til en strand der bare var fantastisk, Søløver, flamingoer, hav leguaner, kæmpe krabber osv. Osv. og vi sluttede af med at snorkle.








Vi sejlede hele natten for vi skulle til en af de fjerneste øer på Galapagos, Genovesa, og godt at hverken Sofie eller jeg lider af søsyge, resten af skibets passagerer lå mere eller mindre underdrejet, eller måtte tage søsyge tabletter.

Søen var så hård at jeg ikke sov hele natten, som de fleste andre, lige med undtagelse af Sofie, hun sov godt, hun vågnede kun når jeg klagede over de store bølger.

Men vi nåede da til Genovesa og det var som alt andet her fantastisk.








I nat sejlede vi så tilbage over ækvator til Barthalemo hvor vi har været hele dagen i dag, Vi har snorklet et par gange i dag og jeg så en haj. Sofie så 2 pingviner der fangede små fisk.






Her til aften kom vi så til Santa Cruz og i morgen tidlig skal vi i Darwin centret, som ligger her.
Jeg skriver igen når jeg får mulighed for det.

Forrige side                                                                           Næste side